Clarin.dk

Dette website bruger cookies

Generelle bestemmelser

Vision og overordnet formål

Denne hjemmeside giver adgang til forskningsinfrastrukturen Clarin.dk. Tjenesten er primært udviklet med henblik på forskning, men den stilles til rådighed for alle. Clarin.dk er udviklet af det danske CLARIN-konsortium, som består af:

  • Københavns Universitet
  • Syddansk Universitet
  • Aarhus Universitet
  • Copenhagen Business School
  • Det Kongelige Bibliotek
  • Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
  • Dansk Sprognævn
  • Nationalmuseet

i det følgende betegnet Konsortiet.

Hjemmesiden giver adgang til digitaliseret forskningsmateriale (tekster, lyd, billeder, mv.) til anvendelse inden for humanioras forskningsområder og til værktøjer til at søge i og behandle de digitale materialer. Hjemmesiden opdateres løbende med nye materialer og værktøjer.

Bestemmelser

Medmindre andet eksplicit er anført, må brugeren påregne at materialerne og værktøjerne nyder immaterialretlig beskyttelse. Brugeren må derfor alene anvende materialerne og værktøjerne under overholdelse af de licensvilkår der er knyttet til hvert enkelt materiale eller værktøj, og under overholdelse af almindelig god videnskabelig praksis mht. akkreditering og citatpligt. Anvendelse sker på eget ansvar.

Der findes både bearbejdede (annoterede) og ikke-bearbejdede materialer tilgængeliggjort via hjemmesiden, og man skal forvente at værktøjerne virker bedre på nogle materialer end på andre. Alt indhold som denne hjemmeside giver adgang til, er forsynet med en licens der angiver de præcise brugsvilkår, og ophavsretten og alle intellektuelle rettigheder er beskrevet i licensvilkårene.

Alt indhold som denne hjemmeside giver adgang til, er udelukkende til forskningsmæssig og ikke-kommerciel brug, medmindre licensen siger noget andet. Det er derfor fx ikke tilladt at indholdet fremvises, reproduceres, genpubliceres, licenseres, udgives, transmitteres, distribueres, sælges og/eller udnyttes på nogen måde til kommerciel brug uden forudgående skriftlig aftale med licenshaveren.

Brugen af hjemmesiden sker under forudsætning af at alle bestemmelser offentliggjort på denne hjemmeside accepteres uden forbehold. Hvis du ikke kan acceptere disse bestemmelser, bedes du forlade siden.

Konsortiet forbeholder sig ret til at revidere, ændre eller opdatere disse bestemmelser til enhver tid. Sådanne revisioner, ændringer eller opdateringer vil være gældende fra det tidspunkt hvor de offentliggøres.

Konsortiet vil gøre sit bedste for at rette fejl og forsømmelser hurtigst muligt efter at have modtaget besked herom. Med mellemrum foretages ændringer i indholdet som denne hjemmeside giver adgang til, fx i form af tilføjelser, fjernelser eller rettelser. Forbedringer og/eller ændringer vil ligeledes blive foretaget på hjemmesidens funktionalitet, design og layout.

Lov og jurisdiktion

Disse generelle bestemmelser (og enhver tvist, krav, sagsanlæg opstået fra eller på nogen måde relateret til brugen af denne hjemmeside) er underlagt dansk lovgivning.

Fraskrivelse af ansvar

Alt indhold på denne hjemmeside stilles til rådighed som det er og forefindes, uden garanti af nogen art, hverken udtrykkelig eller underforstået. Konsortiet fraskriver sig ethvert ansvar, udtrykkeligt eller underforstået, fx vedrørende resultaterne som kan opnås ved brug af hjemmesiden, og konsortiet garanterer ikke at hjemmesidens funktioner eller ydelser er uden afbrydelse eller er fejlfri.

Konsortiet fraskriver sig enhver form for ansvar for krav, tab eller skade som opstår i forbindelse med eller som følge af anvendelse eller forsøg på anvendelse af denne hjemmeside.